Dansker vinder guld

Danmarks fjerde guldmedalje ved VM i banecykling blev en realitet, da Tobias Aagaard vandt udskilningsløbet

22-årige Tobias Aagaard viste nok en gang sit store talent, da han søndag eftermiddag vandt guld i den udmarvende disciplin udskilningsløb ved VM i banecykling.

Danskeren var kun enkelte gange i problemer, og på sidste omgang var der end ikke spænding, da den italienske stjernerytter Elia Viviani opgav at følge med danskeren.

Det var Aagaards tredje medalje ved mesterskabet på hjemmebane. Tidligere på ugen var han en del af den danske guldkvartet i holdforfølgelsesløb, og det blev også til en sølvmedalje i disciplinen scratch.

Triumfen blev en realitet, mindre end en time efter at Julie Leth havde vundet guld i pointløbet. Hun var lørdag med til at vinde parløbet med makkeren Amalie Dideriksen, og Danmark har nu samlet vundet fire guldmedaljer ved VM i Ballerup.

I alt er det blevet til seks stykker dansk metal.

Aagaard deltog også i lørdagens omnium. Her gik det knap så godt for cykelrytteren, der ved siden af banen kører for landevejsholdet BHS-PL Beton Bornholm.

Han sluttede på 12.-pladsen, men var indstillet på at få oprejsning i udskilningsløbet.

– Det handlede om at starte forfra og sige, at i går var i går. Jeg følte, jeg fik lidt køretur i går, og det var egentlig ikke så rart.

– Jeg var lidt slukket på hotellet, men jeg tænkte, at jeg måtte give det et skud til. Hvis det gik dårligt, havde det stadig været et godt VM, forklarer han.

Løbet blev afbrudt ad flere omgange på grund af styrt, men Tobias Aagaard formåede at bevare koncentrationen.

– Det hele spillede bare. Jeg sad med fokus hele løbet og fokuserede bare på ikke at blive udskilt. Jeg kom godt igennem og havde noget at skyde med til sidst, siger han.

Resultatet står i skærende kontrast til sidste års VM i Glasgow, hvor Aagaard i samme disciplin røg ud som anden mand, fordi han ganske simpelt ikke hørte klokken, som ringer hver gang før udskilningen.

– Jeg tænkte ikke så meget på det, og det var måske også en meget god ting. Jeg skulle bare holde fokus og gøre det, jeg er god til, lyder det fra den storsmilende dansker.

/ritzau/