En sag om planlægning af terrorhandlinger har ifølge politiet tråde til den palæstinensiske organisation Hamas.
Det oplyser en anklager fredag i Østre Landsret ifølge Ritzau.
Nyheden fra anklagemyndigheden kommer fredag formiddag, hvor Østre Landsret skal tage stilling til om de varetægtsfængslede fortsat skal være frihedsberøvede.
Politiet og PET mener, at i alt syv personer, heriblandt to yngre kvinder på 20 år, har deltaget i planlægningen.
Den 14. december tidligt om morgenen slog politiet til med anholdelser og ransagninger i blandt andet Aarhus og Odense.
Nu sidder tre af de sigtede bag tremmer. Ud over de to kvinder er en 58-årig mand fra København varetægtsfængslet. Han har tidligere deltaget i den offentlige debat.
Tre andre er fængslet in absentia, altså uden at de selv er til stede. Den sidste er derimod på fri fod. Retten har fundet, at der ikke er grundlag for fængsling i hans tilfælde.