Dansk statsborger får 20 års fængsel i Rwanda

For lidt over seks måneder siden blev han frikendt, men dommen er onsdag blevet omstødt, skriver DR.

Den danske statsborger Wenceslas Twagirayezu er ved en domstol i Rwanda onsdag blevet kendt skyldig for medvirken i folkedrabet i 1994 i det afrikanske land.

Det oplyser familien til DR.

Gennem hele forløbet har Twagirayezu nægtet sig skyldig. Han har forklaret, at han må være blevet forvekslet med en anden.

Tilbage i januar oplyste anklageren i sagen om 56-årige Wenceslas Twagirayezu, som dengang blev frifundet for at have deltaget i folkedrabet, at man ville appellere afgørelsen.

Wenceslas Twagirayezu blev anholdt af dansk politi i 2017.

Twagirayezu er dansk statsborger. Han blev udleveret til Rwanda fra Danmark i 2018 og har siddet fængslet siden.

Da de danske myndigheder besluttede, at den 56-årige mand kunne udleveres, indbragte han myndighedernes afgørelse for domstolene.

Her kom det blandt andet frem, at de rwandiske myndigheder mistænkte ham for at have været involveret i drab på mindst 2000 personer.

Wenceslas Twagirayezu, som havde været folkeskolelærer i den nordlige del af Rwanda, var anklaget for at spille en stor rolle i folkedrabet.

Anklagerne blev rejst for hans formodede rolle i angreb på tutsi-mindretallet i det afrikanske land.

Presse-fotos.dk er i besiddelse af en voldsom video, der har ført til, at man kunne starte en efterforskning af sagen, hvor de lige nu søger vidner. Se videoen her.