Dansk minister indlagt med voldsomme smerter

En dansk minister er blevet indlagt med voldsomme smerter. Det er rigtig dårlig timing, fortæller han selv

Danmarks Klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard – fra partiet Moderaterne, er blevet indlagt på hospitalet.

Det fortæller han selv i et opslag på det sociale medie LinkedIn.

‘Ryggen vil ikke som jeg, så nu er jeg indlagt med voldsomme rygsmerter. Heldigvis er der gode folk i sundhedsvæsenet til at tage sig af mig og finde ud af, hvad der er galt,’ skriver han i opslaget.

Lars Aagaard beskriver selv smerterne som en ‘forhammer i rygsøjlen’.

Ud over det faktum at han har meget ondt, så ærgrer ministeren sig også over timingen, fordi han har meget arbejde at tage fat på i forbindelse med igangværende forhandlinger.

‘Ikke mindst fordi vi knokler på i den grønne trepart og med mange andre grønne sager,’ skriver han i opslaget.

Lars Aagaard tror selv på, at han inden for en overskuelig fremtid igen kan rejse sig fra hospitalssengen, men der er ikke nogen oplysninger om, hvad tidshorisonten kan være.