Danmarkshistoriens største hagl og skybrud flere steder

Flere steder rundt om i landet er lørdag plaget af skybrud, hagl og kraftige vindstød.

Fire steder har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) registreret skybrud, og i Jylland og på Fyn er faldet “gigastore” hagl.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Lars Henriksen.

– Det her vejr er noget, man nogle gange ser i USA, når det går vildt for sig. Det er meget sjældent, at vi ser sådan noget her i Danmark, siger han til Ritzau ved 17-tiden lørdag.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Billede fra Slagelse.

De fire skybrud er registreret ved Emmerlev i Sønderjylland, i Himmerland, ved Kegnæs Fyr på den sydlige del af Als og ved Røsnæs Fyr på halvøen Røsnæs.

Her er der registreret henholdsvis 20,8, 16,2, 17,6 og 15,7 millimeter regn.

Nordøst for Samsø har DMI indikationer på, at der har været en tornado.

Derudover har TV 2 Fyn tidligere skrevet, at en skypumpe har været forbi Hasmark på Nordfyn.

Ifølge Lars Henriksen kan der være tale om regulære tornadoer.

– Vi har flere forskellige forhold i vores atmosfære, som vi sjældent ser i Danmark. Blandt andet en masse fugtighed og varme.

Billede fra Sorø.

– Og så har vi nogle specielle vindforhold i vores atmosfære, som gør, at der er mulighed for, at der kan dannes superceller. Og oftest er det supercellerne, man ser tornadoerne fra, siger han.

I disse dage er tusindvis af mennesker samlet til årets Roskilde Festival, hvor de sidste koncerter efter planen spilles natten til søndag.

DMI har et vågent øje på festivalen, som senere lørdag kan blive ramt af kraftig regn, torden og kraftige vindstød.

– Vi forventer, at det kan gå hen og blive ret voldsomt, siger Lars Henriksen.

Roskilde Festival har i samarbejde med DMI lavet en række guides til, hvordan man skal forholde sig på festivalpladsen i tilfælde af tordenvejr.

Først og fremmest er det vigtigt at søge ly, inden uvejret for alvor rammer. Det kan være i et køretøj eller et lavt telt. Står man på et åbent sted, skal man ikke søge under træerne – og særligt ikke et enkeltstående træ.

En mulig tornado har i dag hærget en lille by i Danmark. Læs den historie her.