Danmark udsat for cyberangreb

Fredag er flere hjemmesider under Forsvarsministeriet ramt af et overbelastningsangreb, lyder det

Flere af Forsvarsministeriets hjemmesider kan fredag være utilgængelige som følge af et overbelastningsangreb.

Det oplyser Center for Cybersikkerhed på X, der tidligere hed Twitter, ved middagstid fredag.

– Flere hjemmesider under Forsvarsministeriets koncern kan i øjeblikket være utilgængelige som følge af et overbelastningsangreb (ddos-angreb). CFCS er i dialog med de relevante parter om afbødende tiltag.

Forsvarsministeriets hjemmeside har været nede i knap to timer fredag.

Et ddos-angreb er et målrettet overbelastningsangreb, hvor personerne bag oversvømmer eksempelvis en server med forespørgsler. Det kan få serveren til at bryde sammen.

Et overbelastningsangreb er sjældent skadeligt på længere sigt.

/ritzau/