Dårligt nyt for togrejsende i hele landet

Der er længere rejsetid og flere aflysninger på hele Sjælland på grund af signalfejl.

Samme type problemer giver også udfordringer på flere jyske strækninger, hvilket betyder reduceret togtrafik.

Det skriver henholdsvis DSB og Banedanmark på den sociale platform X onsdag morgen omkring klokken 09.30.

– Det skyldes signalfejl flere steder, samt at der tidligere holdt tog og spærrede flere steder på Sjælland, skriver DSB.

– Vi har endnu ingen prognose for, hvornår togene igen kører til tiden, lyder det videre.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Arkivfoto

Tidligere onsdag morgen skrev P4 Trafik på X, at det er nattens tordenvejr og lynnedslag, der har udløst forsinkelser.

Det gælder blandt andet på Nordvestbanen mellem Kalundborg og Holbæk, Gribskovbanen/Hillerød-Tisvildeleje samt mellem Næstved og Køge Nord, lød det.

På Frederiksværkbanen er der indsat togbusser mellem Dyssekilde og Frederiksværk. På den øvrige del af strækningen køres der med forsinkelser på mindst 15 minutter.

Både DSB og Banedanmark opfordrer til at bruge tjenesterne MitTog eller Rejseplanen til at holde sig opdateret.

Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB’s Rejsetidsgaranti i kraft. Dermed kan man søge om kompensation for sin billet.

For blot et par dage siden blev en person påkørt af et tog, hvilket resulterede i at alle passagerer var nødsaget til at blive i toget.