FCK står foran et historisk ejerskifte, og nu løfter en ekspert sløret for, hvem der kan overtage magten i Parken. Én ting er han ikke i tvivl om
Der har været meget fokus på FCK i den seneste periode.
Det skyldes den meget kontroversielle udmelding om et kommende salg af klubben.
Og spørger man eksperten, er der ingen tvivl: Der kommer helt nye hænder på roret i Parken.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Selskabet bag FCK, PARKEN Sport & Entertainment A/S, er nemlig i gang med at undersøge mulighederne for et salg af klubben.
Derfor er det selvfølgelig ekstra spændende at finde ud af, hvem der skal styre en af de mest vindende danske klubber i nyere tid.
Det kan Jesper Jørgensen, der er partner i Deloitte og sportsøkonom med indgående kendskab til investeringer i og ejerskab af fodboldklubber, gøre os lidt klogere på i et interview med B.T.
Han er ikke i tvivl om, at løverne kommer til at gå i samme retning, som Brøndby og mange andre klubber tidligere har gjort.
Udenlandske ejere.
“Jeg er ret overbevist om, at det bliver udenlandske ejere. Jeg kan ikke sådan lige se danske ejere, der kan byde ind. Dels fordi det er så mange penge, og dels fordi der også skal indfries nogle sportslige og kommercielle ambitioner,” fortæller eksperten og fortsætter:
“Så jeg kigger på udlandet, hvor selvom det bliver den højeste pris nogensinde for en dansk fodboldklub – det er der slet ingen tvivl om – så er det for nogle af de udenlandske kapitalfonde stadigvæk småpenge at investere i en klub som FC København,” siger han til B.T.
Der bliver dog ikke nævnt noget konkret beløb for, hvad klubben skal koste.
Jesper Jørgensen peger først og fremmest på amerikanske eller engelske kapitalfonde som de mest sandsynlige købere.
Han ønsker dog ikke at komme med et konkret bud på en køber, da der er rigtig mange kapitalfonde, som investerer i sportens verden.
Udenlandske ejere i Danmark
Flere klubber i Danmark er på udenlandske hænder, men erfaringerne med det har været blandede.
I oktober 2022 overtog den amerikanske investorgruppe Global Football Holdings (GFH) Brøndby IF. Ejerskiftet udløste store protester blandt de mange fans, som frygtede for klubbens identitet og traditioner.
Resultaterne er ikke for alvor fulgt med de amerikanske penge. I 2024 var Brøndby tæt på mesterskabet, men efterfølgende har klubben været præget af ustabile resultater, trænerskifter og økonomiske udfordringer.
Esbjerg fB er et tydeligt eksempel på, hvordan udenlandsk ejerskab kan gå galt.
Efter at amerikanske investorer overtog klubben i 2021, blev den ramt af sportslig tilbagegang, interne konflikter og økonomiske problemer. Nedrykningen til 2. division i 2022 blev et lavpunkt, og i 2024 måtte klubben gennem en rekonstruktion for at sikre sin overlevelse.
Vidste du at Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk

