En længerevarende efterlysning kulminerede søndag eftermiddag i en meget omfattende redningsaktion. Der blev allerede lørdag aften rekvireret en helikopter fra Forsvaret. Søndag måtte man igen hidkalde assistance.
‘Vi er bekymrede for ham og vil gerne sikre os, at han er i god behold.’
Sådan lød det blandt andet lørdag eftermiddag fra politiet, der udsendte en efterlysning af en 87-årig mand.
Lørdag aften meldte politiet ud, at man i forbindelse med søgningen af den ældre mand havde søgt hjælp hos Forsvaret i form af en helikopter med termisk kamera.
Søndag eftermiddag – godt et døgn efter efterlysningen – kunne politiet oplyse, at man havde fundet manden.
Det skete efter en omfattende redningsaktion, oplyser politiet.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Ifølge Jacob Andersen, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, krævede det nemlig en koordineret redningsindsats, da man fandt den ældre mand.
Det fortæller han til tvSyd.
Det var en af politiets hundepatruljer, der fandt ham på en skrænt i et skovområde ved Thulevej i Vejle omkring klokken 14 søndag eftermiddag.
Terrænet betød dog, at der måtte indkaldes assistance fra Vejle Brandvæsen, der sendte redningskøretøjer og en indsatsleder til findestedet.
Det krævede blandt andet båre og reb, for at den 87-årige kunne reddes op ad skrænten, skriver mediet.
Manden blev efterfølgende tilset i en ambulance og kørt til tjek på hospitalet.
‘Han er i live og har det efter omstændighederne godt,’ siger vagtchefen til tvSyd.
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.




