Fremover vil man ikke række ned efter en bakke hakket oksekød i Coops dagligvarebutikker, men derimod en pose kød.
Dagligvarekæden indfører ny indpakning af hakkekød fra uge 34 i alle kædens butikker, hvilket er Kvickly, Superbrugsen, Brugsen og 365discount.
– Vi er spændt på, hvordan forbrugerne tager imod det. For det er en ny fornemmelse at stå med en pakke i hånden, som ikke har den faste bakke nedenunder, siger Thomas Roland, der er chef for kvalitet og ansvarlighed i Coop.
Coop skifter kødbakkerne ud med såkaldt flowpack-emballage.
Det er en sammensvejset, tynd plastpose, på over 90 procent af det hakkede kød, som kæden sælger.
– Vi sparer rigtig meget af emballagen væk ved, at vi nu kan køre det i en så tynd plastikpose som muligt fremfor at lægge det ned i en bakke, før vi putter plastikken over, siger han.
Thomas Roland forklarer, at tiltaget sker på baggrund af flere årsager. Blandt andet at teknologien nu er et sted, hvor det er muligt for Coop at installere en relevant pakkelinje hos kødleverandørerne.
– Og så for at spare så meget plastik, som vi kan, på et produkt som fars, tilføjer han.
Ifølge Coops egne beregninger er der 70 procent mindre plast i den nye indpakning sammenlignet med den traditionelle kødbakke.
– Det, forbrugerne forhåbentlig kommer til at opdage, er, at emballagen nu er lettere, og den fylder langt mindre i skraldespanden, når man sorterer plastikken fra derhjemme.
Hakket kylling, hakkekød fra Irma, Bornholmergris og Poppelgris vil fortsat komme i de traditionelle kødbakker.
Det er varer, som kommer fra mindre leverandører, forklarer Thomas Roland.
– Det kan vi ikke pakke på samme pakkelinje, så derfor tager vi det, der fylder mest. Det er hakket oksekød og hakket kalv og flæsk, som fylder 90 procent af det, vi sælger. Det er der, vi starter, siger han.
Den nye poseindpakning af hakket kalv og flæsk bliver introduceret i butikkerne i uge 37.
LÆS OGSÅ: Cyberkriminelle taget i kæmpe international razzia