En bus har onsdag eftermiddag ramt en ti-årig pige på cykel på Sankt Clara Vej i Roskilde. Hun er alvorligt tilskadekommen.
“Vi modtog anmeldelsen klokken 13.49. Bussen rammer den 10-årige pige på cykel. Hun er kommet alvorligt til skade, men hun var dog ved bevidsthed, da hun med eskorte blev kørt til Rigshospitalet i København sammen med sine forældre,” fortæller vagtchef Thomas Hartmann til presse-fotos.dk
En rude på bussen blev knust ved sammenstødet. Politiet er i skrivende stund ved at afhøre buschaufføren, ligesom en bilinspektør er på vej for at afklare, hvad der præcist er sket ved sammenstødet.
Vagtchefen tilføjer, at politiet nu dirigerer trafikken i området, fordi der er spærret af omkring Sankt Clara Vej.
Han er ikke bekendt med, hvorvidt der var passagerer om bord på bussen.
Midt- og Vestsjællands Politi skriver på X (det tidligere Twitter):
“Vi er tilstede Sankt Clara Vej i Roskilde ud for vikingeskibsmuseet, idet der har været et færdselsuheld imellem en bus og en cyklist. Der er i øjeblikket spærret imellem begge rundkørsler på strækningen. Søg alternativ rute på vej hjem.”






