Fodboldklubben Brøndby IF har solgt majoriteten af klubbens aktier til Global Football Holding Group (GFH). Men det huer ikke alle klubbens fans.
En gruppe havde forsamlet sig nær Brøndby Stadion, og de havde medbragt et banner med en tekst, der kaldte dagen for den mørkeste i Brøndbys historie.
Salgsprocessen har været i gang i adskillige måneder, og det blev officielt præsenteret fredag.
På et pressemøde kaldte den hidtidige storaktionær, Jan Bech Andersen, dagen for en glædens dag for klubben i forhold til mulighederne for at spille med om det danske mesterskab.
Han slog desuden på, at GFH har garanteret, at Brøndby ikke ændrer navn eller spilledragt eller skal spille deres hjemmekampe andre steder end Brøndby Stadion
På plænerne udenfor var det især den meget passionerede Alpha-gruppe, der aktionerede imod salget. De tvivler på, at GFH vil vise sig at være en gavnlig ejer for klubben.