To brødre, der er henholdsvis 56 og 58 år, er sigtet for at have udsat en nabo for grov vold fredag.
Et brødrepar fra Næstved blev fredag aften anholdt og sigtet for at have udsat deres nabo for grov vold.
Det oplyser Bo Georg Petersen, der er vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
De to mænd er henholdsvis 56 og 58 år.
Naboen blev slået med genstande og fik hul i hovedet, oplyser vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om volden klokken 18.30.
Klokken 19.28 blev den ene bror anholdt.
Den anden bror var mindre samarbejdsvillig og forskansede sig i sit hjem.
– Når nogen forskanser sig, omringer man huset og forsøger at få dem ud, siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I dette tilfælde kom manden ikke ud af sig selv. I stedet stod han bevæbnet med knive inde i hjemmet.
– Vi skyder gas ind, og så kommer han ud, siger vagtchefen.
Politiet har tidligere stiftet bekendtskab med brødreparret.
– De har huseret i lang tid med voldsanmeldelser og støjende adfærd, siger vagtchefen.
De to brødre fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved lørdag formiddag.
Aktionen skete fredag aften på Annemonevej i Næstved.