Breaking: Eksplosion tæt på Israels ambassade

Mandag morgen klokken 09.00 vil politiet svare på spørgsmål om en hændelse på Rymarksvej i Hellerup

Politiet er mandag morgen til stede på Rymarksvej i Hellerup i København.

– Vi er til stede og ved at undersøge forholdene, siger vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg kort efter klokken 05.00.

Politiet kan tidligt mandag morgen ikke sige mere om, hvorfor det er til stede på adressen.

Billeder fra stedet viser desuden politiets tilstedeværelse.

Det sted, der fremgår på billederne, er tilsyneladende området nær krydset mellem Rymarksvej og Ryparken.

Københavns Politi skriver klokken 08.14 på X, at det vil svare på spørgsmål fra pressen vedrørende hændelsen klokken 09.00 foran Politigården i København.

Ifølge TV 2 er det en eksplosion i en opgang, som har fået politiet til at afspærre området.

Mediet har talt med en person i opgangen, Mark Molina, som siger, at han blev vækket af braget.

– Og så stillede jeg mig ud på altanen, hvor jeg kunne se stikflammer nede foran opgangen. Jeg vækker min kæreste og datter og fortæller dem, at der er brand foran opgangen og ringer til alarmcentralen, siger Mark Molina til TV 2.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet arbejder på stedet mandag morgen

Fra krydset mellem Rymarksvej og Ryparken er der omkring 500 meter til Israels ambassade.

Politiet har ikke oplyst, at hændelsen skal have nogen relation til Israels ambassade.

Der skete i onsdags to eksplosioner omkring 100 meter fra Israels ambassade tidligt om morgenen.

To svenskere blev anholdt og varetægtsfængslet for blandt andet besiddelse af fem håndgranater. I weekenden blev sigtelsen mod dem udvidet, så de nu også er sigtet efter straffelovens terrorparagraf.

Politiet har ikke oplyst, hvad der har fået det til at udvide sigtelserne.

På baggrund af hændelsen i nærheden af Israels ambassade er politiindsatsen ved grænsen til Sverige blevet øget.

/ritzau/