Brand i lastbil har spærret vej i otte timer: Tre er sigtet!

En omfartsvej ved Næstved har fredag aften været spærret for trafik i godt otte timer, fordi der opstod brand i en lastvogn læsset med halm. Det oplyser politiet.

Indsatsen med at slukke branden i de såkaldte bigballer har vist sig at være en langt mere omfattende opgave for brandfolkene end først antaget.

En for en bliver ballerne pillet ned fra ladet og overpøset med vand.

Det var ved 13.30-tiden, at meldingen fra lastvognen på Ring Øst indløb.

LÆS OGSÅ: Brand i lastbil: Politi skælder ud på bilisterne

Men mere end otte timer senere er der fortsat spærret for trafik i begge retninger på strækningen, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Selv om der sat en tydelig afspærringsstrimmel op på stedet, har enkelte bilister alligevel valgt at nærme sig det sted, hvor brandfolkene skal have arbejdsro.

Tre bilister er blevet sigtet. De står til en bøde på 2500 kroner og et klip i kørekortet, oplyser vagtchefen.

LÆS OGSÅ: Sydsjælland: Store flammer i lastbil

Samme fænomen gjorde sig gældende i slutningen af august, da en vej i Korsør var spærret af politiet på grund af et sammenstød mellem en traktor og en bus.

Her blev 16 bilister sigtet for at have ignoreret afspærringen, oplyser politiet.