Blodige teenagere blev fundet livløse: Nu er der nyt i sagen

Byret frifandt 19-årig mand for dobbelt knivdrab i Høje Taastrup. Nu skal landsretten kigge på sagen

Anklagemyndigheden anker en sag mod en 19-årig mand, der for to uger siden blev frifundet for dobbelt knivdrab.

Det fortæller hans forsvarer, Peter Secher, til Ekstra Bladet.

Sagen handler om, at to unge mænd mistede livet i Høje Taastrup i marts sidste år efter at være blevet stukket i brystet og i halsen.

Retten i Glostrup vurderede, at det var sket i nødværge, fordi den 19-årige kort inden knivstikkene var blevet udsat for vold.

Den unge mand har tidligere erkendt, at knivstikkene fandt sted.

Men ifølge ham skete det netop i nødværge, fordi han ifølge egen forklaring blev overfaldet af seks unge mænd – blandt andet af de to, der senere afgik ved døden.

– Derfor er det ærgerligt, at en ung mand igen skal trækkes igennem retssystemet i samme sag, mener advokaten.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet efterforskede massivt omkring gerningsstedet i timerne efter drabet

De fire overlevende er alle blevet kendt skyldige i vold mod den 19-årige. Den vold fandt sted kort inden knivstikkene, er det kommet frem.

Retten lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på, at man havde fundet dna på flere havestole, som muligvis blev kastet på den 19-årige, inden han trak en kniv.

Han blev også sparket, mens han lå ned.

Derudover lagde retten vægt på, at de seks unge mænd havde planlagt at overfalde den 19-årige, og at de den aften løb efter ham, mens de var maskeret.

Ifølge anklagemyndigheden handlede sammenstødet mellem de unge mænd om to forskellige grupperinger i Høje Taastrup.

Den 19-årige har tidligere forklaret, at han gik med kniv, fordi han var bange for at blive overfaldet af de unge mænd.

Ankesagen er endnu ikke berammet af Østre Landsret, skriver Ekstra Bladet.

I nat er der sket en anden voldsom hændelse på Amager, hvor en 29-årig læge er blevet stukket med kniv flere gange. En mand er i forbindelse med episoden blevet anholdt og sigtet for at have forsøgt at dræbe lægen.