– Jeg er meget stolt af Jonas og trænerteamet. Han er på vej tilbage fra en alvorlig skade. I de sidste par uger har han vist, hvilken mester han er, både mentalt og fysisk, siger sportsdirektør Merijn Zeeman.
– Selvfølgelig ved vi ikke, hvor langt han kan nå endnu. Vi er forsigtige, fordi han ikke har været i stand til at køre, og hans forberedelse har mildest sagt været mindre end ideel. Men han stiller op, sund og motiveret, lyder det.
Måneders spekulation om Jonas Vingegaards deltagelse i Tour de France er nu forbi. Den dobbelte Tour-vinder er med på startstregen, når det franske etapeløb bliver skudt i gang i Firenze næste lørdag.
I en pressemeddelelse oplyser hans hold, Visma, at danskeren er kommet sig over sit alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt og vil være i stand til at “kæmpe for et godt resultat”.
– Jeg er spændt på at komme i gang med Touren. De sidste par måneder har ikke været lette, men jeg vil gerne takke min familie og Team Visma-Lease a Bike for deres urokkelige støtte.
– Vi har arbejdet sammen for at nå dette øjeblik, og jeg er selvfølgelig meget spændt på at se, hvor jeg står. Jeg har det godt og er meget motiveret, siger Vingegaard i pressemeddelelsen.
Han har ikke kørt løb, siden han 4. april styrtede på en nedkørsel i Baskerlandet og brækkede kravebenet og flere ribben og punkterede lunge.
12 dage senere blev han udskrevet fra hospitalet, og i begyndelsen af maj var han igen i stand til at cykle udendørs på landevejene.
De seneste uger har han brugt på højdetræning i det franske skisportsområde Tignes. Her har danskerens tilstand altså været så god, at holdet har vurderet ham klar til et forsvar af Tour-tronen.
Vismas otte mand store Tour-hold tæller også Wout van Aert. Ligesom Vingegaard kom han galt afsted i foråret og måtte droppe sin planlagte deltagelse i Giro d’Italia.
Nu bliver den belgiske superstjerne i stedet en del af Tour-holdet.
Foruden Vingegaard og van Aert stiller Visma med Matteo Jorgenson, Tiesj Benoot, Sepp Kuss, Christophe Laporte, Jan Tratnik og Wilco Kelderman.