Mandag eftermiddag er politiet rykket talstærkt ud til et boligkvarter, efter en person er stukket af. En patruljebil har spottet en stjålen bil, men føreren var ikke interesseret i at tale med betjentene.
Både betjente og hundepatruljer er i gang med at lede i hele området, da mindst en person er stukket af.
Udlejningsbilen har været meldt stjålet og da den blev spottet på gaden, forsøgte en patrulje at standse føreren.
Men i stedet for at tale med politiet, satte føreren farten op, hvorefter politiet måtte jagte ham for at få ham til at stoppe.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vagthavende ved Københavns Politi oplyser, at føreren er kørt ind på Kantorparken i Emdrup, hvorefter personen er stukket af til fods.
Hundepatruljen og flere patruljer er blevet kaldt til adressen, hvor man er i gang med at undersøge stedet for at finde personen, der er stukket af.
Der er endnu ingen anholdelser i forbindelse med biljagten og folk fra udlejningsfirmaet er blevet tilkaldt, så bilen kan flyttes.
Samme eftermiddag er politiet rykket ud til et andet uheld, hvor en person er kommet til skade.