En 30-årig mand har fået tre års fængsel, og han er blevet udvist af Danmark for bestandigt, efter at han har begået 52 indbrud og forsøg på indbrud i villaer i flere byer i Danmark.
Den 30-årige litauer har desuden begået to tilfælde af brugstyveri og et tilfælde af grov vold.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Litauer begik over 100 indbrud i Danmark: Nu er han fanget – i Litauen
Den litauiske mand blev anholdt den 3. december af litauisk politi i Litauen. 21. december blev han udleveret til efterforskere fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, der har efterforsket sagen.
Oprindeligt var manden sigtet for mere end 100 indbrud, men det var altså trods alt ‘kun’ de 52, anklagemyndigheden kunne bevise, at den 30-årige litauer havde begået.
Manden har under sagen nægtet sig skyldig. Han tog betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.
Litaueren er fortsat varetægtsfængslet efter dommen, som faldt fredag i denne uge.