Beskeder sendt via det krypterede SKY ECC-system spiller en central rolle i en sag mod tre bandefolk, som fredag er indledt ved Københavns Byret.
Det er specialanklager Andreas Christensen fra Københavns Politi, som indleder sagen med at fortælle om, hvordan det krypterede netværk i årene 2019-2021 blev efterforsket og til sidst knækket af politiet i Frankrig, Holland og Belgien.
Tre mænd er tiltalt i sagen, som drejer sig om flere episoder, blandt andet et drab på Åfløjen i Husum 8. april 2020. Kun en af de tiltalte er under anklage i det forhold, men fire andre er tidligere idømt fængsel på livstid.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Et af sagens forhold drejer sig om et planlagt attentat rettet mod medlemmer af rockergruppen Satudarah, som i dag har skiftet navn til Comanches. Attentatet blev angiveligt forsøgt udført den 3. juli 2020.
Men der blev aldrig løsnet et skud. Der blev aldrig foretaget anmeldelse af noget mistænkeligt. Alligevel mener anklagemyndigheden at kunne bevise, at en gruppe personer lagde planer og forsøgte at udføre dem.
Der blev skaffet våben, planlagt flugtruter, aftalt mødesteder og skaffet køretøjer, fremgår det af sagens anklageskrift. Og alt sammen er det bygget på oplysninger, som politiet er kommet i besiddelse af, fordi det krypterede netværk blev knækket.
Iført en sort kasket og en grå og sort hættetrøje sidder den ældste af de tre tiltalte ved siden af sin forsvarsadvokat, Berit Ernst. Han er en 39-årig mand, og efter anklagemyndighedens opfattelse er både han og de medtiltalte en del af banden Loyal To Familia.
Efter at specialanklager Andreas Christensen har læst det ni sider lange anklageskrift op, oplyser Berit Ernst som den første af de tre forsvarsadvokater, at hendes klient nægter sig skyldig.
Hendes kolleger, Anders Schønnemann Olesen og Anne Damhus Kristensen, følger trop.
Den 39-årige er både anklaget for at have deltaget i planlægningen af drabet på Åfløjen, og han er anklaget for at have deltaget i planlægningen af en skudepisode på Gadelandet i Husum et par uger før.
Ved den første episode blev ingen ramt, men en af gerningsmændene døde under flugten. Han blev påkørt med vilje på en cykelsti. En mand er idømt 12 års fængsel for drab i den forbindelse.
Nogle dage senere løb to bevæbnede mænd igen ind på Gadelandet. Men der blev ikke skudt, da de formodede ofre formåede at flygte. I den forbindelse er både den 39-årige og en 37-årig tiltalt.
Den 37-årige er i sagen også tiltalt for indsmugling og besiddelse af sammenlagt 13 kilo kokain, hvilket han benægter.
Andreas Christensen fortæller, at også i den forbindelse er det de krypterede beskeder, der tjener som bevis. Politiet har ikke fundet så meget som et gram af stoffet.
Sagen mod de tre behandles over en række dage i løbet af efteråret, inden der ventes dom.