Assistance kaldt til: Røgen vælter ud fra pizzaria

Røg vælter ud fra steder

Hovedstadens Beredskab er rykket ud til brand i pizzeria

Hovedstadens Beredskab er tidligt lørdag morgen til stede i Brøndby Strand Centrum i forbindelse med en brand i et pizzeria ved et butikscenter.

Det oplyser Michael Johnsen, der er vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab.

– Vi har haft ild i et pizzeria derude. Det er så småt ved at drosle ned, men vi har haft fokus på, at der også var røgspredning til de nærliggende butikker. 

(Artiklen forsætter under billedet)

Røgen vælter ud fra bygningen

– Det er et butikscenter, og vi ville meget gerne stoppe branden, så det ikke spredte sig via loftet, siger han tidligt lørdag morgen.

Der har blandt andet været indsat røgdykkere for at få slukket branden hurtigst muligt. Det oplyser Hovedstadens Beredskab på X.

Det lykkedes dog ikke at redde det pizzeria, som branden spredte sig fra.

– Der er noget røgskade på nogle nærliggende butikker, et nedbrændt pizzeria og lidt røg på loftet. Det er, hvad vi er ved at få styr på, siger Michael Johnsen.

Han tilføjer, at ingen har været i fare eller er kommet til skade.

– Det er udelukkende et butikscenter, så der er ikke nogen boliger. Der er ikke nogen evakuerede og ikke nogen tilskadekomne, lyder det.

Hovedstadens Beredskab forventer at være til stede ved brandstedet nogle timer endnu, lyder meldingen omkring klokken 04.30. 

Brøndby Strand Centrum ligger cirka 15 kilometer sydvest for det centrale København.

Læs også: Kæmpe politiaktion i København: Vej spærret i begge retninger