Anne Heeager er ny landsforperson for Radikale Venstre

Mens Anne Heeager vandt med 221 stemmer ud af 295, fik hendes modkandidat, Thomas Elkjær, 68 stemmer

47-årige Anne Heeager fra Skanderborg er ny landsforperson for Radikale Venstre.

Det står klart efter en afstemning ved partiets landsmøde i Nyborg søndag formiddag.

Hun fik 221 stemmer ud af 295. Den anden kandidat, Thomas Elkjær, fik 68 stemmer. Seks var blanke.

Jan Willumsen er desuden blevet valgt som næstforperson med 274 stemmer ud af 285. De resterende 11 var blanke, og der var ingen modkandidat.

Der har det seneste år været en del uro omkring rollen som landsforperson for partiet.

I januar gik Mikkel Irminger Sarbo af efter tre år på posten. Det skete efter beskyldninger om chikane.

Ved et ekstraordinært landsmøde i marts blev Poul Arne Bødker, som i forvejen var konstitueret landsformand, valgt til posten uden modkandidater, mens Kim Mandix blev valgt som næstforperson.

Både Bødker og Mandix meddelte allerede dengang, at de ikke ønskede genvalg.

Posten som landsformand hos De Radikale skal ikke forveksles med posten som partiets politiske leder.

Landsforperson – som hvert år vælges særskilt på det ordinære landsmøde med absolut flertal – er forperson for partiets landsforbund, hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

/ritzau/