Ahmed Samsam fik ikke medhold i Landsretten. Presse-fotos.dk fangede ham til et par spørgsmål om blandt andet forventningerne til sagen i Højesteret.
‘Det er fuldstændig oplagt at føre sagen videre i retten, selvfølgelig skal den videre til Højesteret,’ siger Ahmed Samsam som det første, da Presse-fotos.dk spørger ham ind til sagen.
Vi møder ham foran et lokale fyldt med unge jurastuderende, som han netop har fortalt sin historie til i forbindelse med en ‘Juridisk diskussionsklub’ på Københavns Universitet. Overskriften på begivenheden lyder: ‘Ahmed Samsam – bandekriminel, syrienkriger og agent for Danmark?’.
Det opridser måske meget rammende Samsams brogede fortid, der nu er afsonet fuldt ud for. Men det er ikke det, sagen handler om for Ahmed. Det handler nemlig om at få rettens ord for, at han var agent for PET – og dermed også, at han er blevet uretfærdigt behandlet i retssystemet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
‘Hvis vi får lov at fremstille vores vidner i Højesteretten, så er der ingen tvivl længere,’ siger han til os med et selvsikkert blik.
Netop vidnerne nævner han flere gange som fuldstændig afgørende for den, i Samsams øjne, forfejlede landsretsafgørelse. Han mener nemlig ikke, at de har fået lov at fremstille deres vidner i sagen i Landsretten, udtrykker han hovedrystende.
Fremstilling af vidner
‘Landsrettens kendelse sætter et punktum i den sag,’ sagde Peter Hummelgaard i kølvandet på Østre Landsrets afvisning af Ahmeds sagsøgning af både PET og FE.
‘Landsretten lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at han havde adgang til at opnå genoptagelse eller lignende af straffesagen i Spanien,’ skrev landsretten i en pressemeddelelse. På trods af afgørelsen er den terrordømte Samsam af en helt anden overbevisning. Han vil have efterretningstjenesterne til at anerkende, at han arbejdede for dem som agent.
‘Vi har ikke fået lov at fremstille vores vidner i sagen,’ siger han kort og klart til Presse-fotos.dk.
Han forklarer, at de har flere vidner i sagen, som vil kunne gøre en markant forskel i forhold til rettens vurdering af sagen. Han uddyber ved at sige, at netop de vidner ikke fik lov til at blive fremstillet i landsretten.
Østre Landsret skrev i kendelsen, at de har en forpligtigelse til at anerkende afgørelserne fra Spanien.
‘Selv hvis forklaring om et samarbejde lægges til grund, finder landsretten, at afgørelserne fra såvel den spanske nationale straffedomstols appelafdeling som den spanske højesteret ikke kan forstås på anden måde end, at et påvist samarbejde, uanset karakteren heraf, ikke ville have ført til et andet resultat af straffesagen mod i Spanien,’ skriver Landsretten i kendelsen.
Selv er Samsam mere end uenig, og på sin Facebook opfordrer han også Peter Hummelgaard, der beskrev afgørelsen som et punktum, til debat.
‘Kære Peter hummelgård. Vil ønske jeg kunne stille op til en debat med dig omkring min sag . Så det vil jeg meget gerne invitere dig til du bestemmer rammerne for samtalen . Jeg er frisk Any time,’ skriver han.
Advokatskift forud for højesteretsdommen
‘Kære Erbil. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for den utrættelige indsats, du har lagt i min sag som min advokat. Din ekspertise, dedikation og professionelle tilgang har været afgørende for at navigere gennem de komplekse juridiske udfordringer, jeg stod overfor. Jeg er dybt taknemmelig for alt det hårde arbejde, du og hele dit hold, har lagt i at forsvare mine interesser og sikre, at min sag blev behandlet retfærdigt og effektivt’
Sådan skriver Ahmed Samsam på Facebook i sin indledning til et opslag, hvor han annoncerer, at han skifter advokaten Erbil G. E. Kaya ud. I forbindelse med at sagen har nået højesteret, skriver han: ‘dette kritiske skridt har markeret en vigtig milepæl i min kamp for retfærdighed og gennem dig har mine interesser været velrepræsenterede’
Dog har han altså skiftet advokat forud for højesteretssagen, og i opslaget forklarer han også til hvem og hvorfor:
‘René Offersen er kendt for sin dygtighed og specialisering inden for civilretlige sager, hvilket gør ham til den ideelle kandidat til at håndtere en sag af denne kaliber. Jeg ser frem til at samarbejde med ham og er overbevist om, at med hans ekspertise og min tillid vil vi kunne opnå hvad vi eftersøger, nemlig sandheden, sort på hvidt, i min fortsatte juridiske kamp’
Fremtiden
Ahmed Samsam blev løsladt den 8. november 2023.
Nu står han foran massevis af jurastuderende og fortæller om sin nye bog, han har udgivet i samarbejde med journalisten Jens Anton Bjørnager.
Han er velfriseret, og selvom afmagten og vreden over de påståede uretfærdigheder fortsat bruser i ham, så er han smilende.
Vi tager et par billeder af ham, og han giver os pænt hånden, inden han forlader KUA. ‘Jeg har travlt, vi ses gutter,’ siger han og går videre ud af dørene til universitet som en fri mand.