Det blev aldrig til fast spilletid for keeperen, der nu vender retur til Hvidovre og skal spille 1. division.
En gammel kending vender retur til Hvidovre IF.
Det sker efter et ophold i Viborg, som aldrig helt blev den store succes.
Dansk/montenegrinske Filip Djukic er nemlig endnu en gang at finde i klubben efter halvandet års fravær.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Hvidovre IF på sin hjemmeside.
Djukic, der har fortid som ungdomsspiller i FC København, skiftede fra Hvidovre til Horsens tilbage i februar 2025.
Her blev det dog ikke til meget spilletid, men alligevel sikrede 26-årige Djukic sig et skifte til Superliga-klubben fra Midtjylland, hvor han har været andenmålmand.
Men nu er han altså vendt retur til Hvidovre, og det glæder cheftræner Martin Retov.
“Filip har en historik her i klubben som en målmand, der har præsteret rigtig godt. Han bliver en forstærkning til helheden og truppen, så det var en no brainer, da vi fik muligheden for at hente ham hertil.”
Retov glæder sig især over, at Filip Djukics vindermentalitet og evne til at motivere sine holdkammerater nu bliver tilføjet til truppen.
“Han er en vinder med et kæmpe konkurrencegen. Han er en, der vil gøre meget for opildne sine holdkammerater til at stå sammen, og det kan vi godt bruge,” siger Martin Retov.
Filip Djukic træner allerede med fra onsdag, og han glæder sig over at være tilbage i vante rammer.
“Det er altid dejligt avære hjemme, så jeg er utroligt glad for at være tilbage. Jeg glæder mig til at spille på Pro Ventilation Arena (Hvidovres hjemmebane, red.) igen. Det er et sted jeg holder utroligt meget af, og jeg har altid haft Hvidovre i hjertet, så jeg glæder mig egentlig bare til det hele.”
Hvidovre endte i sidste sæson nummer fem i 1. division efter en dårlig pointhøst til slut i sæsonen.
Djukic og Hvidovre kan se frem til at indlede den nye sæson, når de får besøg af nordjyske Vendsyssel FF på hjemmebane lørdag den 25. juli.
