En dansk familie har været involveret i en dødsulykke efter et sammenstød med en lastbil. Familien består af to forældre og tre børn
En mor til tre børn er afgået ved døden efter en færdselsulykke, mens en 12-årig datter lige nu kæmper for sit liv på hospitalet.
I alt fem personer – et forældrepar og tre børn alle i samme danske familie – har været involveret i ulykken.
Billeder fra stedet viser, at familiens bil er fuldstændig knust og holder ikke langt fra lastbilen, som den er kørt sammen med.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den danske familie var på kør-selv-ferie til Italien og befandt sig på motorvejen i den norditalienske by Bressanone, da det gik galt.
Det skriver flere italienske medier herunder Alto Aldige, RaiNews og il Dolomiti.
Ulykken fandt sted tirsdag morgen omkring klokken 07.15. Faren sad bag rattet og ramte lastbilen, der holdt ulovligt parkeret på motorvejen.
Moren sad på passagersædet og døde på stedet. Lige bag hende sad den 12-årige datter, der er i kritisk tilstand. Hun er blevet fløjet til et San Maurizio-hospitalet i byen Bolzano med en lægehelikopter.
Faren og parrets to andre børn er ifølge italienske medier kommet mindre til skade.
Det danske udenrigsministerie bekræfter, at en dansk familie har været involveret i ulykken.
‘Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk person er omkommet i Italien. Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager og kan derfor ikke oplyse yderligere,’ skriver Udenrigsministeriets pressetjeneste i en mail til Ekstra Bladet.
Ifølge italienske medie Il T Quotidiano har det lokale politi indledt en efterforskning for at slå den præcise årsag til ulykken fast.
Mediet skriver også, at familien netop var kørt ind i Italien over grænsen med Østrig, da ulykken indtraf.
Opdateres …