En 24-årig mand, der er sigtet for drab på to kvinder ved forgiftning i Aarhus og har siddet varetægtsfængslet siden september, er blevet løsladt.
Det oplyser mandens advokat, Niels Lyhne, til Århus Stiftstidende, hvori det også fremgår, at advokaten forventer, at sigtelserne for drab vil frafalde.
– Sigtelserne for drab er ikke formelt frafaldet, men jeg forventer, at det snart vil ske.
– Lige fra min klient blev varetægtsfængslet i grundlovsforhør 4. september, har det været klart, at dødsfaldene skete i et misbrugsmiljø, og der har ikke været nogen beviser for, at min klient har forsøgt at slå kvinderne ihjel, skriver Niels Lyhne til Århus Stiftstidende.
LÆS OGSÅ: Mistænkeligt forhold i Gellerup: Melding om muligt drab og anholdelse
Manden blev anholdt i begyndelsen af september, efter at en 18-årig kvinde blev fundet livløs på hans adresse i Aarhus Vest. Hun afgik senere ved døden.
Politiet betegnede det i første omgang som et mistænkeligt dødsfald, men senere blev han sigtet for drab, der formentlig var sket ved forgiftning.
Den 24-årige blev i samme omgang sigtet for et drab på en anden kvinde på 23 år.
LÆS OGSÅ: Kendt tøjfirma går konkurs
Hun blev ligeledes fundet livløs på hans adresse den 24. juli. Fire dage senere døde hun.