Dansk kult-serie får ny sæson

Arkivfoto.

Den danske serie har taget verden med storm. Nu afslører TV 2, at en ny sæson er på vej.

Den danske krimiserie har vundet stor popularitet verden over.

Og til glæde for de mange fans, bekræfter TV 2 nu, at ‘Sommerdahl’ får en syvende sæson.

Dermed kommer vi på ny til at følge med i Dan Sommerdahls liv i Helsingør, hvor Peter Mygind naturligvis indtager hovedrollen.

“‘Sommerdahl’ er blevet min til dato længste rejse som skuespiller. Jeg er dybt taknemmelig over at få lov til at fortsætte i rollen som Dan og at lade mig rive med i Dans mange udfordringer som politimand og menneske,” udtaler Peter Mygind i en pressemeddelelse.

Første sæson af ‘Sommerdahl’ blev vist i 2020 og bestod af otte afsnit. Siden da har serien været en stor succes både i Danmark og i mange andre lande, hvor den har fanget mange seere.

Beskeder fra russiske fans

Peter Mygind har tidligere fortalt til Ritzau, at han har modtaget beskeder fra russiske fans.

Særligt i Tyskland er ‘Sommerdahl’ dog blevet et kæmpe hit, hvor flere millioner har set med.

Skuespilleren mærker derfor både kærligheden fra fans, når han er ude at rejse i udlandet, samt når han bliver stoppet af en bedstemor med sit barnebarn, fortæller skuespilleren.

“Vi er overvældet over, at så mange forskellige generationer følger med,” tilføjer han i pressemeddelelsen.

Serien er løst baseret på Anna Grues bøger om reklamemanden og detektiven Dan Sommerdahl.

I tv-versionen følger man chefefterforsker Dan Sommerdahl i Helsingør Politi og de udfordringer, der opstår i hans private liv og i arbejdet med at opklare mord.

Det fremgår ikke i pressemeddelelsen, hvem fra ‘Sommerdahl’-holdet, der, ud over Peter Mygind, vender tilbage til syvende sæson.

Den britiske tv-gigant tilføjer endnu en dansk dramaserie til sit katalog.