Politiet advarer mod billetsvindel før festivalsæson: Sådan undgår du

Sommerens mange koncerter og festivaler er lige om hjørnet, og det får nu politiet til at advare om billetsvindel.

For når populære festivaler bliver udsolgt, udnytter svindlere situationen til at sætte falske billetter til salg.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) advarer onsdag mod at købe billetter fra private op til festivalsæsonen.

Svindel med billetter til festivaler og andre events er steget de seneste år, oplyser NSK i en pressemeddelelse.

I 2022 modtog politiet 975 anmeldelser om billetsvindel, i 2023 var tallet 1820, og i 2024 steg antallet af anmeldelser til 2033.

Det er særligt hen over sommeren, når billetter til for eksempel festivaler bliver udsolgt, at politiet får mange anmeldelser fra borgere, der er blevet snydt.

– Ud over at ofrene selvfølgelig lider et økonomisk tab, så står de også med håret i postkassen, fordi de ikke kan deltage i det, de tror, de har købt billet til, siger Kresten Munksgaard, leder af Forebyggelse og Analyse i Nationalt Center for It-kriminalitet, der hører under NSK.

Billetsvindlen sker både på handelsplatforme og i Facebook-grupper, hvor privatpersoner selv kan efterlyse billetter til for eksempel koncerter, festivaler og fodboldkampe.

Det tiltrækker svindlere, der tilbyder billetter, som siden viser sig at være falske.

Størstedelen af ofrene for billetsvindlen er unge under 30 år, og det er både mænd og kvinder, der bliver snydt, oplyser politiet.

NSK opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme og tænke sig om, før man køber billetter fra private sælgere.

– Vi anbefaler, at man kun køber billetter via de officielle udbydere, hvoraf mange også har resale-tjenester, hvor man kan købe og videresælge billetter uden risiko for svindel, siger Kresten Munksgaard.

Bilister risikerer forbud og bøder, hvis deres dæk ikke lever op til de nye krav, der træder i kraft fra 30. april.