Filmen “Anora”, som er instrueret af Sean Baker, vinder en Oscar for Bedste Film.
Det sker tidligt mandag morgen dansk tid, hvor der i Dolby Theatre i Los Angeles i USA uddeles oscarstatuetter.
Bedste Film var showets sidste kategori.
“Anora”, som handler om en stripper i Brooklyn i New York, har vundet i alt fem statuetter – heriblandt Bedste Instruktør, Bedste Manuskript og Bedste Klipning.
Mikey Madison vandt samtidig Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i filmen.
– Vi lavede den her film for seks millioner dollar (Cirka 43 millioner kroner, red.) og skød det hele i New York City med omkring 40 medarbejdere, lyder det ifølge nyhedsbureauet AP fra instruktør Sean Baker.
– Vi lavede den her film uafhængigt. Hvis I forsøger at lave uafhængige film, så bliv ved med at gøre det. Vi har brug for flere. Det her er beviset, siger han.
“Anora” var i kategorien oppe mod filmene “The Brutalist”, “A Complete Unknown”, “Conclave”, “Dune: Part Two”, “Emilia Pérez”, “I’m Still Here”, “Nickel Boys”, “The Substance” og “Wicked”.
Det er den 97. gang, at prisuddelingen finder sted.