Oplev ballet i verdensklasse under åben himmel

Illustrationsfoto.

Klassisk ballet, spektakulære omgivelser og en uforglemmelig kulturoplevelse – Sommerballetten i Fredensborg Slotshave byder på en magisk aften for hele familien.

Til sommer vil Fredensborg Slotshave forvandles til en levende udendørsscene, når dansere fra Den Kongelige Ballet indtager plænen foran Frederik 9.s mindesten.

Med den smukke Esrum Sø som bagtæppe inviterer Det Kongelige Teater til en gratis forestilling, som udgør en unik mulighed for at opleve klassisk ballet i en storslået og historisk ramme.

Det skriver Fredensborg Kommune i en pressemeddelelse.

Kongelig Sommerballet er en del af Det Kongelige Teaters traditionsrige initiativ, hvor klassisk ballet bringes ud til hele landet – fra slotshaver og parker til havne og museer.

En uforglemmelig kulturoplevelse

Målet er at give danskerne en sjælden mulighed for at opleve ballet i verdensklasse uden for de vante rammer, og samtidig gøre scenekunsten mere tilgængelig for et bredt publikum.

“Vi er stolte af igen at byde Det Kongelige Teater velkommen til Fredensborg. Sommerballetten er en smuk og inkluderende kulturoplevelse, som samler både børn og voksne under åben himmel. Når kunst i verdensklasse formidles i vores lokale rammer, skaber det fællesskab, glæde og minder – og netop sådanne oplevelser prioriterer og værner vi om i Kulturudvalget. Det er en stor fornøjelse at kunne støtte op om arrangementer, der gør kunsten tilgængelig for alle,” siger Ulla Hardy-Hansen, formand for Fredensborg Kommunes Kulturudvalg, i en pressemeddelelse.

Tidligere Kulturoplevelser i Slotshaven

Fredensborg Kommune har flere gange dannet rammen om disse kulturoplevelser. I 2019 lagde slotshaven scene til ‘Opera i det fri’, og i 2023 forvandlede Den Kongelige Ballet samme sted til et poetisk og populært tilløbsstykke.

Og i år fortsætter samarbejdet altså med endnu en sommerballet, hvor publikum kan se frem til en aften med klassiske trin, yndefulde bevægelser og den særlige stemning, som opstår, når scenekunsten flytter ud i det fri.

Forestillingen finder sted tirsdag den 17. juni fra kokken. 19.00 til 20.30 ved bredden af Esrum Sø.

Publikum opfordres til at tage tæpper og picnickurve med og nyde forestillingen i godt selskab. Arrangementet er gratis, og der forventes op imod 3.000 besøgende til den spektakulære begivenhed.

Det endelige program offentliggøres den 5. maj på www.oplevfredensborg.dk, hvor man også kan finde information om parkering og øvrige praktiske forhold.

Gratis open air-koncerter i seks byer byder på operahits, musicalklassikere og smagsprøver på næste sæson fra Det Kongelige Teater.