Efter mange års tro tjeneste, hvor man har stået til rådighed for børnefamilier hos Ønskebørn, er det nu slut.
Når nybagte forældre, onkler, tanter og bedsteforældre skal sige velkommen til en lille ny, er det tit Ønskebørns hjemmeside, som bliver besøgt.
Her har det været muligt at købe al udstyr, tøj og andet praktisk til babyens første tid. Men det er nu slut, da selskabet bag de populære Ønskebørn-butikker er gået konkurs.
Det oplyser Ønskebørn i en pressemeddelelse.
“Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Ønskebørn A/S per 4. april 2025 har indgivet egenbegæring om konkurs, lyder det på hjemmesiden“.
Advokatregninger koster dyrt
Konkursen sker som resultat af høje regninger til advokater i en sag, som selskabet har kæmpet siden 2023.
Her havde Konkurrencerådet lagt sag an mod selskabet bag Ønskebørn, da man mente, at selskabet havde overtrådt konkurrenceloven, fordi selskabet koordinerede priser og rabatter på baby- og børneprodukter blandt deres selvstændige butikker.
Sagens omkostninger gjorde det svært at åbne nye butikker, men det var også begyndt at blive sværere at holde de allerede eksisterende butikker åbne.
Fysiske Ønskebørn-butikker reddet
De 20 butikker, som ligger rundt i hele landet, er ikke ramt af denne konkrus. I stedet er der tale om Ønskebørns webshop, som ligger under det konkursramte selskab.
Det understreger Simon Andersen, som er bestyrelsesformand i selskabet, flere gange over for TV 2.
“Ønskebørn er en frivillig kæde, som drives af selvstændige ejere. Konkursen berører derfor ikke de fysiske butikker, som fortsætter den normale drift. Forbrugerne skal ikke være bekymrede. Butikkerne vil fortsat betjene kunderne helt som vanligt”, afslutter han.