Næste sommer får Royal Arena besøg af et band, som nogle elsker at hade, og andre bare elsker.
Det bliver det canadiske rockbands første besøg i den københavnske arena nogensinde, deres første danske koncert siden 2018 og deres første headlinershow på dansk jord siden 2016.
Danske fans har altså ventet længe, men kan nu endelig skråle med på bandets ikoniske hits den 13. juli 2027.
Det annoncerer Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra had til nostalgi
I sommeren 2001 udkom en single med titlen ‘How You Remind Me’.
Nummeret var førstesinglen fra det canadiske rockband Nickelbacks tredje album ‘Silver Side Up’.
Bandet havde med deres to første plader kun opnået beskeden succes. Men det ændrede sig med udgivelsen af denne nye single.
‘How You Remind Me’ blev et enormt hit og markerede Nickelback som et af de størst navne i start-00’ernes post-grunge-bølge.
Det kommercielle højdepunkt kom i 2005 med albummet ‘All the Right Reasons’, der indeholdt yderligere hits som ‘Photograph’, ‘Rockstar’ og ‘Far Away’.
Bandets seneste amerikanske top 40-hit var ‘This Afternoon’, der peakede i 2010. Men de har fastholdt deres relevans med stærke albumsalg og en regelmæssig radiotilstedeværelse.
I mange år bar Nickelback – på trods af den store kommercielle succes – den uofficielle titel som verdens mest hadede band.
I de seneste år er flere – særligt dem, der var børn eller unge under bandets storhedstid – imidlertid begyndt at se på dem med mere nostalgiske briller.
Den 30. oktober er Nickelback igen albumaktuelle med ‘Everything Under the Sun’, og i den forbindelse drager de på en stor verdensturné.
Den europæiske afdeling af turnéen starter den 22. maj i Leeds og afsluttes her i København den 13. juli 2027.
Det officielle billetsalg til koncerten i Royal Arena starter den 16. oktober klokken 10.00.