Nyt Trump-dekret vil forbyde transkønnede kvinder i kvindesport

USA’s præsident, Donald Trump, har onsdag underskrevet et dekret, der har til formål at forbyde transkønnede piger og kvinder at deltage i kvindesport.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Krigen mod kvindesport er forbi, lød det fra Trump, i forbindelse med at han underskrev dekretet.

Det har titlen “Keeping Men Out of Women’s Sports”.

Dekretet pålægger landets justitsministerium at forbyde transkønnede piger og kvinder at deltage i kvindelige sportsaktiviteter i henhold til Trumps fortolkning af den såkaldte Title IX.

Det er en føderal lov, der blev vedtaget i 1972, og som forbyder kønsdiskrimination i offentlige uddannelsesprogrammer.

Derudover risikerer skoler, der tillader transkønnede kvinder eller piger at konkurrere i kvindelige sportskonkurrencer, at få taget føderal økonomisk støtte.

– Min administration vil ikke se passivt til og se mænd slå og banke kvindelige atleter, lød det fra præsidenten.

Med dekretet skal USA’s ministerium for indenlandsk sikkerhed desuden gennemgå visumansøgninger fra transkønnede kvinder, når de rejser til USA for at konkurrere i kvindesport.

Det skal ske for at sikre, at de har det køn, de blev tildelt ved fødslen.

Derudover er det meningen, at landets udenrigsministerium skal “kræve ændringer” i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for at forhindre transkønnede atleter i at konkurrere.

Det er den amerikanske millionby Los Angeles, der er OL-vært i 2028.

Dekretet vil ifølge Reuters berøre et lille antal atleter.

Tilbage i december fortalte præsidenten for organisationen National Collegiate Athletics Association (NCAA) til et panel i Senatet, at han kendte til færre end 10 transkønnede atleter blandt de 520.000, der konkurrerede på 1100 medlemsskoler.

Efter underskrivelsen har NCAA i en udtalelse oplyst, at man “gennemgår dekretet og vil tage de nødvendige skridt for at justere NCAA’s politik i de kommende dage”.

Derudover mener forbundet, at dekretet giver en klar national målestok i lyset af “et sammensurium af modstridende statslove og domstolsafgørelser”.

Dekretet er ikke det eneste, Donald Trump har underskrevet, der vedrører transkønnede personer.

For eksempel har han underskrevet et dekret, der forbyder transkønnede at tjene i militæret.

Flere end 20 delstater i landet har vedtaget love, der forbyder transkønnede piger at deltage i pigesport. Nogle er dog blevet mødt af juridiske indsigelser.

Reuters

Der er fortsat mange lys, blomster og sørgende ved skolen, hvor skoleskyderiet fandt sted. Presse-fotos.dk er også til stede og du kan se billederne fra det flotte blomsterhav her