Noget stort kan være under opsejling lørdag i Ukraine: Kæmpe nyhed

Noget stort kan være på vej i Ukraine, mens internationale forhandlinger intensiveres. Lørdagens møde kan blive et vendepunkt

Den nyligt tiltrådte tyske forbundskansler, Friedrich Merz, håber på, at der i weekenden kan opnås enighed om en våbenhvile på 30 dage i Ukraine.

Det siger han i Bruxelles fredag ifølge det tyske medie Bild.

– Jeg har det store håb, at der i løbet af denne weekend vil komme en aftale om en våbenhvile i Ukraine, siger han.

Merz taler ifølge Bild om en “stor chance” for, at en aktuel våbenhvile på tre dage – erklæret af Rusland – forlænges til 30 dage.

Herefter vurderer han, at der kan kommer forhandlinger om en egentlig fredsaftale.

Næsten tusind ukrainske soldater er stedt til hvile på Field of Mars i Lviv – billedet og videoen øverst er fra Presse-fotos.dks reportagetur til det krigshærgede land

Den aktuelle våbenhvile på tre dage har ellers ikke været en, som Ukraine har taget særligt godt imod.

Ukraine ønsker nemlig en våbenhvile på 30 dage, som USA har foreslået.

Merz havde torsdag en telefonsamtale med den amerikanske præsident, Donald Trump.

– Nu er det virkelig op til Rusland, siger Merz om en mulig våbenhvile ved et af flere pressemøder i Bruxelles fredag.

Ukraine ventes lørdag at vært for et møde for den såkaldte koalition af villige lande.

Koalitionen af villige er omkring 30 lande – størstedelen fra Europa – som har tilkendegivet, at de vil spille en rolle i forbindelse med at opretholde en eventuel fredsaftale mellem Ukraine og Rusland.

– Vi har brug for denne koalition, og den bør være stærk nok til at garantere sikkerheden i overensstemmelse med vores fælles vision, siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det vides endnu ikke, hvem der vil deltage i mødet lørdag.

Præsident Donald Trump har et mål om at få en hurtig våbenhvile i Ukraine på plads. Men det er endnu ikke lykkedes at få forhandlet længere og mere omfattende pauser i kampene på plads.

/ritzau/