Netanyahu i fuld narkose

Den israelske premierminister, 75-årige Benjamin Netanyahu, skal være i fuld narkose, i forbindelse med at han søndag får fjernet prostata.

Operationen er søndag aften gået i gang, rapporterer israelske medier ifølge The Jerusalem Post.

Han ventes at være indlagt flere dage, har en forsvarsadvokat for Netanyahu sagt til en domstol i Jerusalem søndag. Det skriver The Times of Israel.

Som følge af operationen er høringer i en sag, hvor Netanyahu er anklaget for blandt andet bedrageri og bestikkelse, blevet udskudt til 6. januar. Netanyahu har nægtet sig skyldig.

Lørdag oplyste det israelske premierministerkontor, at Netanyahu for nylig fik konstateret en urinvejsinfektion som følge en godartet forstørrelse af prostata.

Han har siden fået antibiotika, hvilket har ført til, at infektionen er blevet behandlet med succes.

Prostata – eller blærehalskirtlen – er en kirtel, der kun findes hos manden.

Den danner sædvæske og fortsætter i varierende grad med at vokse i løbet af livet.

En godartet forstørrelse har ikke noget med prostatakræft at gøre, men kan vise sig ved blandt andet vandladningsbesvær.

Den forstørrede prostata er ikke den eneste helbredsudfordring, den israelske premierminister har haft på det seneste.

I foråret blev han behandlet for brok, og i juli 2023 fik han indopereret en pacemaker.

Netanyahu har ad tre omgange været israelske premierminister – og i sin nuværende periode fra 2022 og frem.

Den tid har især været præget af krigen i Gaza, som Israel indledte efter den militante palæstinensiske bevægelse Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre på Netanyahu med henvisning til beskyldninger om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza.

En tyrkisk kvinde, der i 2022 blev kaldt “shish kebab” på sin arbejdsplads, har nu vundet en erstatning på 250.000 kroner.