Der er endnu ingen fra blå blok, der har meldt sig som statsministerkandidat frem mod næste valg, der skal udskrives inden for to år.
I stedet lyder det fra formand Troels Lund Poulsen (V) og formand Mona Juul (K), at de håber og drømmer om en blå regering.
Og ifølge Venstre-nestor Søren Gade, som er partifælle med den ene, bliver det ikke til mere end drømme for de to.
– Jeg kan bare sige, at jeg tror, at statsministeren efter næste valg vil være Mette Frederiksen, siger Søren Gade i Ekstra Bladets politiske podcast “Øverste Hylde”.
Uenighederne i blå blok er for store til, at de kan samles om én kandidat, og desuden har ingen meldt sig, og meningsmålingerne er for dårlige.
DF-formand Morten Messerschmidt vil ikke sidde i en regering med Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen. Og udenrigsminister Løkke tror ikke på en regering med DF eller Danmarksdemokraterne anført af Inger Støjberg.
Inger Støjberg kan kun se en regering med Lars Løkke for sig, hvis han “ændrer mening om mange ting”.
Mona Juul vil ikke svare på, hvem hun peger på, og om hun vil være en del af en regering med en socialdemokratisk statsminister.
Det fremhæver Søren Gade alt sammen.
– Hvis jeg fik en pistol i hovedet, og jeg skulle sætte alt, hvad jeg ejede på, hvem jeg troede, der var statsminister efter næste valg, så kommer jeg frem til det samme resultat som den, der er statsminister nu, siger Søren Gade.
Han peger specifikt på, at Morten Messerschmidt ikke vil pege på en regering, hvor Lars Løkke Rasmussen deltager.
Søren Gade var en af de første i Venstre, der åbnede op for en midterregering, som den der nu består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
– Alting er et spørgsmål om prisen på grisen. Det handler om indflydelse. Det er formanden, der afgør det. Jeg er ikke afvisende over for noget som helst, lød det til Jyllands-Posten på valgaftenen i 2022.