Løkke skal lede møder om Syrien og fredsstyrker i FN’s Sikkerhedsråd

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejste søndag til New York for at lede møder som formand for FN’s Sikkerhedsråd, som Danmark har formandskabet for i marts i år.

Det siger han i en pressemeddelelse.

– Sikkerhedsrådet er ikke perfekt, men det er det eneste sted, hvor stormagterne taler sammen på daglig basis.

– Det har en kæmpe værdi. Specielt i den urolige og turbulente verden, vi lever i lige nu, siger Lars Løkke Rasmussen.

Danmark er valgt ind i FN’s Sikkerhedsråd for i år og næste år.

Danmark overtog formandskabet fra Kina, og fra april giver Danmark formandskabet videre til Frankrig.

Lars Løkke Rasmussen skal under sit besøg i New York lede to møder i Sikkerhedsrådet.

Herunder om FN’s fredsbevarende operationer, som Danmark har sat særligt fokus på i marts, hvor Danmark altså har formandskabet.

Udenrigsministeren skal desuden lede et møde om situationen i Syrien, hvor det mangeårige Assad-styre blev væltet sidste år.

FN’s Sikkerhedsråd har 15 medlemmer og har ansvar for international fred og sikkerhed.

Rådet har 15 medlemmer, hvoraf fem lande, Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA, er faste medlemmer. De øvrige ti medlemmer vælges af FN’s Generalforsamling for en periode på to år.

I forbindelse med sin rejse annoncerer Lars Løkke Rasmussen et humanitært bidrag fra Danmark på 90 millioner kroner. Pengene skal bruges på at håndtere kriserne i Sudan, Afghanistan og Den Demokratiske Republik Congo.

Der er udbrudt stor brand i en kontorbygning mandag morgen. Politiet advarer: ‘Branden forårsager en del sort røg. Borgere i området skal holde døre og vinduer lukket og slukke evt. ventilationsanlæg og i øvrigt holde sig ude af røgfanen’