Lille dreng udsat for grov voldtægt

En 35-årig mand er blevet varetægtsfængslet under mistanke om at have udsat en blot syvårig dreng for grov voldtægt og andre overgreb

En 35-årig mand med bopæl i Aarhus-bydelen Risskov er blevet sigtet for at have begået flere voldtægter på en blot syvårig dreng.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Voldtægterne af drengen fandt ifølge anklagen sted i december 2023 i den 35-årige mands hjem.

I sigtelsen fremgår det, at manden havde besøg af den syvårige dreng – og at de om aftenen gik i bad sammen.

Aarhus Stiftstidende oplyser, at det var i badet, at den 35-årige på grov vis voldtog den lille dreng, mens han også forgreb sig på drengen den efterfølgende nat.

Af hensyn til sagens karakter vil overgrebene ikke blive beskrevet i mere detaljeret grad.

Den 35-årige mand blev anholdt onsdag eftermiddag og er torsdag formiddag blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre og endte med, at den 35-årige mand blev varetægtsfængslet i forløbigt fire uger.

På grund af dørlukningen kender offentligheden ikke relationen mellem den 35-årige mand og den syvårige dreng.

Foruden voldtægterne af den syvårige er den 35-årige også sigtet for besiddelse og deling af seksuelt overgrebsmateriale med børn i form af flere videoer, oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge Aarhus Stiftstidende, der var til stede under grundlovsforhøret, erkender den 35-årige hele sigtelsen.

Presse-fotos.dk har i en anden sag været i kontakt med en specialanklager, der fortæller, at en udenlandsk mand netop har modtaget en advarsel om udvisning for at have voldtaget en syvårig pige.

Illustrationsfoto