Kongeparret kører i guldkaret gennem København for første gang

Arkivfoto.

Tirsdag holder kongeparret endnu en nytårskur på Christiansborg Slot for indbudte gæster.

I kraftigt blæsevejr har kong Frederik og dronning Mary tirsdag morgen kørt deres første karettur i kongehusets fineste karet, guldkareten.

Turen gik fra Christian IX’s Palæ på Amalienborg over Kongens Nytorv mod Christiansborg Slot. Kongeparret eskorteres af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Turen med alle sine traditioner er en årlig tilbagevendende begivenhed.

På Christiansborg Slot har kongeparret inviteret til endnu en nytårskur.

Tirsdag er der indbudt officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, 1. 2. og 3. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Guldkareten er kongehusets fornemste karet. Den blev bygget til Christian VIII i 1840 og er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene.

Med få undtagelser, som under coronapandemien, har det været en tradition for dronningen som en afslutning på nytårskurene at tage turen fra Amalienborg til Christiansborg i kareten fra 1840.

Omkring klokken 13.10 tirsdag vil kongeparret vende retur til Amalienborg i guldkareten.

Kongeparret har fortsat dronning Margrethes tradition og i 2025 afholdt en række nytårskure.

Nytårskurene i kongehuset er fordelt over flere dage.

Den 1. januar afholdt kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Denne nytårskur fandt sted i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.

Mandag afholdt kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps.

Samme dag afholdt kongeparret også nytårskur for det diplomatiske korps.

De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

/ritzau/

Grønlands selvstyreformand skulle efter planen have besøgt kong Frederik onsdag. Det er nu aflyst.