Kongen giver mere plads til Grønland og Færøerne i nyt kongevåben

Arkivfoto.
Arkivfoto

Kong Frederik har ændret i det historiske kongevåben, der senest blev justeret i 1972.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse. 

Grønland og Færøerne har fået mere plads i det nye kongelige våben, der er kongens personlige våben og et statskendetegn. 

– Kongen ønsker med ændringer til det kongelige våben, der blev fastsat i 1972, at skabe et nutidigt kongevåben, der både afspejler rigsfællesskabet og tager hensyn til historien samt den heraldiske tradition. 

Tidligere delte Færøerne og Grønland samme felt ud af fire i kongevåbnet, hvor de nu har fået hver deres felt ud af de fire felter, der er i midten af våbnet. 

Kongevåbnet anvendes blandt andet på officielle dokumenter og i de segl, der præges i kongelige udnævnelser og originale love. 

Ligesom i kongevåbnet fra 1972 har de slesvigske løver, Sønderjyllands våbenmærke, også sit eget felt i våbnet.

De to løver føres som et særligt vidnesbyrd om Sønderjyllands historie og stammer fra midten af 1200-trallet. 

Kongelig våbenmaler Ronny Skov Andersen har udformet og tegnet den nye version af kongevåbnet. 

Han har også været formand i det udvalg, som blev nedsat kort tid efter tronskiftet 14. januar med det formål, at kongen skulle have et nyt våben. 

Derudover bestod udvalget af en kongelig ordenshistoriograf, en heraldisk konsulent, en museumsdirektør og tre andre. 

I forbindelse med ændringen af kongevåbnet har kongehuset også besluttet at ændre de kongelige flag, så det nye kongelige våben nu indgår i en række af de flag, som kongehuset flager med. 

Kongeflaget har dermed fået det nye våben i midten af flaget, mens dronningens flag både har dronningens våben og kongens nye våben. 

Kronprins Christian har også fået et nyt flag, hvor kongevåbnet i midten af flaget er kronet med konprinsekronen.

De nye kongelige flag kan ses vaje i vinden fra 1. januar på Amalienborg, hvor kongeflaget hejses over både Frederik VIII’s Palæ og Christian VII’s Palæ i forbindelse med nytårstaflet. 

De kongelige flag markerer, om medlemmer af den kongelige familie har ophold på en bestemt lokalitet.