Flammerne står højt på himlen, og røg kan ses på lang afstand, efter en voldsom gårdbrand brød ud sent onsdag aften.
Beredskab & Sikkerhed oplyser i et opslag på X, at mandskab fra hele tre stationer er i fuld gang med slukningsarbejdet. Brandfolkene kæmper med en omfattende brand på en gård på Dalsgårdevej, hvor flere bygninger tilsyneladende er omfattet af flammerne.
Branden kan ses på lang afstand, og flammerne buldrer løs på stedet. Det er ikke oplyst, om der er dyr i bygningerne, eller om personer er kommet til skade.
Beredskabet opfordrer borgere i området til at holde afstand og give plads til indsatsen, så brandfolk kan arbejde effektivt og sikkert.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

“Vi er lige ankommet til gårdbrand på Dalsgårdevej. Station Grenå, Station Kolind og Station Knebel er indsat. Hold venligst afstand og gør plads for udrykningskøretøjer,” lyder det i opslaget fra beredskabet.
Myndighederne forventes at være på stedet i flere timer, selvom det meldes, at der er kontrol over branden.
‘Gårdbranden på Dalsgårdevej er nu under kontrol. Vi er på stedet en del timer endnu. Opdateres ikke,’ skriver Beredskab & Sikkerhed i en opdatering.
Presse-fotos.dk følger situationen.


