Den 800 kilo tunge gravsten er nu rejst i Johnny Madsens hjemby og bærer en særlig hilsen fra hans musikalske arv.
Mandag den 4. november gik den 73-årige folkekære rockmusiker og kunstmaler, Johnny Madsen, bort efter længere tid med helbredsproblemer.
Det oplyste hans familie til Ekstra Bladet.
“I mindet vil han være i vores nærhed”, udtalte sønnen Rasmus Madsen til mediet i forbindelse med dødsfaldet.
Efter en længere periode med helbredsproblemer blev rockmusikeren indlagt på hospice.
Johnny Madsen ønskede dog at komme hjem til Fanø for at tilbringe sine sidste dage. Det ønske fik han opfyldt, da han sov stille ind mandag eftermiddag omgivet af sin familie.
Og knapt et halvt år efter hans bortgang er Johnny Madsens gravsten nu blevet rejst på Thyborøn Kirkegård, hvor den, ifølge Folkebladet Lemvig, 800 kilo tunge sten allerede har tiltrukket mange besøgende.
800 kilo tung gravsten
På gravstenen står der: “Vinden vender og renser byens gader”.
Ordene stammer fra Madsens sang “Vinden Vender”, som blev udgivet på albummet ‘Bounty Blue’ i 1991.
Gravstenen er også udstyret med Johnny Madsens egen underskrift samt datoerne for hans fødsel og død.
Flemming Nielsen, graver på kirkegården, fortæller, at stenen blev rejst fredag, og at der allerede har været mange forbi for at se resultatet.
“Johnny Madsen var meget populær, både her i byen og i hele landet. Og vi er meget glade for, at han havde valgt at blive begravet i Thyborøn, når det nu var her, han kom fra. Han kunne jo også have valgt Fanø,” siger Flemming Nielsen til TV MIDTVEST.
Graveren fortæller, at man endnu ikke er helt færdige med arbejdet på gravstedet. På mandag skal der plantes blomster på begge sider af stenen.
Du kan se en video af gravstenen her.