Onsdag er der dækket op til den helt store middag på Københavns Rådhus, hvor mange er inviteret til den årlige Ramadanmiddag. Men hyggen er blevet afbrudt af demonstration, brændte bøger og massivt politiopbud.
Københavns Rådhus danner onsdag aften rammer for den årlige Ramadanmiddag. Her har Venstres Jens-Kristian Lütken, som er beskæftigelses- og integrationsborgmester i København og Özlem Cekic inviteret til middag.
Men inden arrangementet er gået i gang er der udbrudt kaos på Rådhuspladsen. Her er Danske Patrioter mødt op med bannere, bøger og en megafon.
Der bliver demonstreret mod middagen og det har givet anledning til flere konfrontationer på Rådhuspladen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fortæller Presse-fotos.dks udsendte, som er på stedet.
“Der bliver råbt ukvemsord fra begge sider. Både demonstranterne og de forbipasserende står og råber af hinanden, mens politiet forsøger at få styr på situationen”, lyder tilbagemeldingen.
Politiet er mødt talstærkt op og der er styr på stemningen, som flere gange har vist sig at være tilspidset.
Jens-Kristian Lütken er også mødt op til demonstrationen onsdag eftermiddag, hvor han er gået i dialog med demonstranterne.









