Nye meldinger om Andreas Christensen i FC Barcelona

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis Andreas Christensen kan undgå skader, venter der masser af minutter, men ikke som førstevalg.

Andreas Christensen er på vej ind i sin femte sæson i FC Barcelona.

Og det kan blive en fornuftig en af slagsen, hvis danskeren kan holde sig skadesfri.

Det mener fodboldeksperten Mads Junker, der er tilknyttet Disney+, som viser kampene i La Liga.

– “AC” kommer til at spille. Han har også båret anførerbindet i optakten til sæsonen, fordi han er en erfaren spiller og en, som Hansi Flick sagtens kan bruge, siger Mads Junker.

Christensens tid i Barcelona har været nat og dag, når man ser på mængden af spilletid.

Først to sæsoner spækket med spilletid i en ledende rolle under Xavi.

Dernæst to sæsoner under Flick, hvor det kun er blevet til 18 ligakampe – mange af dem som indskifter.

Forklaringen findes i de skader, der står som en streg i regningen i en ellers flot karriere.

– Jeg har hele tiden haft en forventning om, at Flick gerne vil bruge ham, fordi han passer godt til den måde, de spiller på.

– Men det er svært at bygge alt for meget på en spiller, der er så skadesplaget, samtidig med at dem, som spiller, gør det så godt, siger Junker.

I sommer blev Barcelona og Christensen enige om at forlænge kontrakten med to år.

Junker spår ikke danskeren samme ledende rolle som i mesterskabssæsonen under Xavi.

Danskeren starter formentlig også på bænken, når Barcelona åbner sæsonen mod Elche søndag aften.

I midterforsvaret forventes den 19-årige verdensmester Pau Cubarsi at spille ved siden af makkeren Gerard Martin.

Schweizerkniven Eric Garcia står ifølge Junker formentlig før Andreas Christensen i køen til at supplere midterforsvaret.

Indtil videre er der ikke hentet en erstatning for den tidligere anfører Ronald Araujo, som er skiftet til Liverpool på en lejeaftale.

Derfor har Andreas Christensen fine muligheder for at få græs under knopperne, når Barcelona skal rotere gennem et tætpakket kampprogram.

Men det har ikke været omkostningsfrit at være ude så længe, vurderer Flemming Povlsen, ekspertkommentator på Disney+.

– Når vi har set Andreas Christensen, har han haft en kvalitet, der kan give ham en plads på Barcelonas hold, men det lange fravær har sat sine spor i ham.

– Han er ikke nummer et i Flicks startopstilling, men han har dog fået mulighed for at blive i Barcelona, så der er en eller anden tiltro til, at de godt kan bruge ham over tid, siger Povlsen.

Også Junker tolker kontraktforlængelsen som en anerkendelse fra klubben.

– Der er en grund til, at de gerne vil fortsætte med at have ham i truppen og ikke skifter ham ud med et ungt talent.

– Det er, fordi hans kvaliteter er uomtvistelige, fordi han accepterer sin rolle, og fordi han kan spille flere positioner.

Christensen har ud over midterforsvaret også optrådt på den defensive midtbane i Barcelona. På landsholdet har han også vikarieret på backen.

– Han er en tro væbner, som Hansi Flick helt sikkert er enormt tilfreds med at have i truppen.

– Også fordi han ikke hører noget brok eller noget drama fra ham, og han kan regne med, at han kommer ind og gør en forskel, siger Junker.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce