Med stor erfaring i rygsækken skal Karina Jensen nu lede regionens præhospitale beredskab gennem en ny sundhedsreform og en stor regional sammenlægning.
Karina Jensen er blevet udnævnt som ny direktør for Præhospitalt Center i Region Sjælland. Hun har siden oktober 2024 været konstitueret i stillingen og fortsætter nu permanent, skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Koncerndirektør Martin Magelund Rasmussen fremhæver Karina Jensens stærke værdigrundlag og indgående kendskab til organisationen som vigtige grunde til udnævnelsen: ‘Karina Jensen har et indgående kendskab til hele organisationen og et stærkt værdigrundlag som leder. Hun har vist, at hun er dygtig til at opbygge relationer og netværk, hvilket er afgørende i en tid, hvor sundhedsvæsenet er i forandring,’ siger han.
Som ambulancechef var Karina Jensen ansvarlig for opbygningen af Ambulance Sjælland, regionens egen ambulancetjeneste, der siden 2024 har stået for omkring halvdelen af ambulancekørslen i regionen.
Sundhedsreformen, som regeringen og kommunerne arbejder på, vil ifølge Sundhedsministeriet betyde flere sundhedstilbud tættere på borgerne og et øget fokus på at styrke den akutte hjælp. Det præhospitale område – altså hjælpen før og under transport til hospital – får en nøglerolle i den udvikling, hvor der skal skabes mere sammenhæng mellem akuthjælp, hospitaler og primærsektor. Det stiller ekstra krav til regionale ledere som Karina Jensen i de kommende år.
Karina Jensen selv ser frem til opgaven: ‘Jeg er rigtig glad for at blive udnævnt som direktør for Præhospitalt Center. Det er et område i rivende udvikling, og jeg glæder mig til at bygge videre på den positive udvikling sammen med vores dygtige medarbejdere, ledere og samarbejdspartnere,’ siger hun og understreger, at samarbejde på tværs af sektorer bliver helt centralt i forbindelse med sundhedsreformen og den kommende samling af Region Sjælland og Region Hovedstaden i Region Østdanmark.
Præhospitalt Center i Region Sjælland har cirka 600 medarbejdere og driver bl.a. ambulancer, akutlægebiler, akutlægehelikoptere og vagtcentral i hele regionen.