Politiet har gennem mange timer været til stede ved et rockerklubhus, hvor man tidligere har haft afspærret stedet helt. Nu melder man ud, hvad det drejer sig om.
Torsdag inden midnat modtog politiet oplysninger om en alvorlig sag midt i en by.
Onsdag eller torsdag skulle der være foregået en skudepisode ved et Hells Angels klubhus i Randers.
Man har gennem mange timer været til stede på Rådmands Boulevard i Randers, hvor klubhuset ligger, og undersøgelser fra stedet bekræfter, at der har været en skudepisode.
Billeder fra stedet viser da også både huller i et vindue og i muren på bygningen, der øjensynligt stammer fra affyrede skud.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag formiddag.
‘Vi er ikke i tvivl om, at målet har været klubhuset, og der er skudt direkte mod bygningen. Det er en meget alvorlig sag, når man affyrer skydevåben i det offentlige rum på den måde, og derfor er det også en sag, vi arbejder intensivt på. Vi skal have klarlagt motivet, og det er klart, at vi også ser på, om det her kan have rod i en bandekonflikt, og om den anholdte kan have nogle relationer i miljøet,’ siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vil i kontakt med vidner
I løbet af torsdag aften og natten til fredag har man foretaget tekniske undersøgelser og fået hjælp fra Hjemmeværnet til afspærring på stedet.
Der er dog stadig en del efterforskning, der skal laves før man kan klarlægge hændelsesforløbet.
‘Vi hører rigtig gerne fra vidner, som kan have set nogle mistænkelige personer eller køretøjer omkring klubhuset eller som måske har hørt et skud omkring natten til torsdag eller torsdag,’ siger Flemming Nørgaard.
Man har dog allerede anholdt en 26-årig mand i sagen, der bliver fremstillet i et grundlovsforhør i løbet af fredagen.
‘Klubhuset er fortsat spærret af, og Østjyllands Politi patruljerer ekstra synligt i området,’ afslutter politiet pressemeddelelsen.