Gratis københavner-festival genopstår

Illustrationsfoto.

Sidste år meddelte den københavnske festival ellers, at det var slut, men nu vender de alligevel tilbage med et stærkt program.

I mere end et årti har den københavnske festival tiltrukket et stort publikum med sin kombination af gratis elektronisk musik og naturskønne omgivelser.

Men sidste år kom en trist meddelelse fra arrangørerne: Festivalen var slut.

‘Vi er superkede af det. Efter mere end et årti med at bringe lyden af sommer, hygge og fællesskab til hjertet af Frederiksberg, er det tid til at sige farvel til det, som skulle have været en fast og elsket tradition i kongehaven på Frederiksberg,’ lød det dengang.

Men nu har stemningen taget en uventet drejning.

Stella Polaris, der finder sted i Frederiksberg Have, vender nemlig tilbage i år. Under overskriften ‘En elsket tradition genopstår’ meddeler arrangørerne, at festivalen genopstår – præcis der, hvor den plejer at være.

Både glade og lettede

‘Efter et lille år med uvished om Stella Polaris’ fremtid i hovedstaden, er vi både glade og lettede over at kunne meddele, at Stella Polaris alligevel vender tilbage til Frederiksberg Have,’ skriver festivalen i et opslag på Facebook.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

Og som altid er det gratis at deltage i festivalen, selvom der er sket nogle ændringer siden sidst.

Festivalen plejer at finde sted i august, men i år bliver den flyttet – i hvert fald på Frederiksberg.

I år spiller Stella Polaris nemlig også den 16. august i Aarhus og den 23. august i Aabenraa. Men på Frederiksberg er det altså den 21. juni, man skal møde op, hvis man vil være med.

Stella Polaris afslører desuden, at festivalen i 2025 vil tage skridtet videre med en endnu mere sanselig og eksperimenterende oplevelse. Her vil det bløde møde det dybe, og det nysgerrige møde det rolige.

‘Vi vender ikke bare tilbage – vi udvikler os. Stella Polaris 2025 bliver et sted for eventyr, nysgerrighed, ro og fællesskab bundet sammen af et stærkt kurateret musikprogram, der som et blødt, varmt lydtæppe skaber en tryg ramme at være i’, lyder det i opslaget.

De første fem internationale navne er afsløret, og festivalen lover en uforglemmelig weekend med top DJ’s fra hele verden.