Yungblud har de seneste år taget verden med storm. Med en sammensmeltning af grænsesøgende, flabet og oprørsk blanding af pop, punk, hip-hop og rock har han opbygget sig en kultagtig fanskare. Til juni udgiver han et nyt album, der sender ham på turné verden over.
Når det britiske fænomen Yungbluds album Idols bliver udgivet til juni, følger der som vanligt en storslået turné trop.
‘Idols The World Tour’ sender blandt andet briten forbi K.B. Hallen i København.
I pressemeddelelsen, hvor koncerten annonceres, lyder det, at det fjerde studiealbum fra kometen kommer til at være hans mest personlige og ambitiøse projekt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En moderne rockopera, der markerer et nyt, modigt kapitel, som han bringer til live på scenen med et energisk liveshow, fans ikke vil gå glip af,’ beskrives det i meddelelsen fra All Things Live.
Albummet vil eftersigende være i to dele og skabt på en bund af ‘fornyelse, oprør og radikal selvudfoldelse’.
Der er allerede landet to singler fra det kommende projekt.
I marts kom det ni minutter lange nummer ‘Hello Heaven, Hello og godt en måned senere, i april, udkom ‘Lovesick Lullaby’.
Yungblud, med det borgerlige navn Dominic Richard Harrison, har gennem tiden arbejdet med prominente navne som Travis Barker, MGK, Avril Lavigne og Bring Me The Horizon.
Hvem der gæster Idols, hvis nogen gør, er for nuværende ikke meldt ud.
Derimod ligger det sikkert, at den britiske stjene står på scenen i K.B. Hallen den 24. oktober i år.
Billetsalget starter den 16. maj.
Både Billetlugen og All Things Live sælger billetterne til den, formodentlig, vilde aften.