Danskere skal godkendes før indrejse

Danske statsborgere – både børn og voksne – skal fra 2. april bruge en forhåndsgodkendelse for at få lov til at rejse til Storbritannien.

Det oplyser Danmarks ambassade i Storbritannien på sin hjemmeside.

Forhåndsgodkendelsen er ikke en garanti for indrejse, da man forsat skal igennem den britiske grænsekontrol.

Godkendelsen gælder normalt i to år og tillader rejser til England, Skotland, Wales og Nordirland med ophold i op til 180 dage.

Fra 5. marts kan man hos de britiske myndigheder søge om den såkaldte ETA, som står for “Electronic Travel Authorisation”.

Man skal ikke bruge en godkendelse, hvis man i forvejen har et gyldigt opholdsgrundlag.

Den britiske regering skriver på sin hjemmeside, at man normalt vil få svar på sin ansøgning inden for tre hverdage – men det kan tage længere tid.

Får man et nyt pas, skal man også have en ny forhåndsgodkendelse, lyder det.

Godkendelsen er et del af et bredere initiativ fra regeringen for at digitalisere og forbedre grænsekontrollen.

Statsborgere fra eksempelvis USA og Australien har allerede fra 8. januar skullet bruge godkendelsen for at rejse til Storbritannien.

Alle borgere i EU er undtaget indtil 2. april.

Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening kommer godkendelsen til at koste omkring ti britiske pund. Ti pund svarer til 88,78 danske kroner.

Ansøgningsprocessen inkluderer blandt andet, at man skal uploade et foto af både sit pas og ansigt.

Brancheforeningen skriver, at ETA er det samme system, som det man kender fra USA’s forhåndsgodkendelse, ESTA.

Ifølge Danmarks Statistik var Storbritannien i 2023 på tiendepladsen på listen over danskernes mest populære rejsemål.

En koranafbrænder blev koldblodigt dæbt midt under en liveudsendelse. Nu reagerer Rasmus Paludan på mordet.