Næstved Byråd har på et lukket møde den 5. marts besluttet at købe en bygning på sygehusgrunden af Region Sjælland. Dette er det første konkrete skridt mod etableringen af Sundhedsby Næstved, et nyt sundhedsinitiativ, der skal bringe sundhedstilbud tættere på borgerne.
Projektet er en del af et tæt samarbejde mellem Næstved Kommune og Region Sjælland med ambitionen om at styrke det nære sundhedsvæsen. I en pressemeddelelse fra Kommunen forklares det, at formålet er at skabe bedre sammenhæng i patientforløb ved at samle en række sundhedstilbud på sygehusgrunden i Næstved. Samtidig er der planer om at inddrage civilsamfundet, patientforeninger og private aktører i projektet.
Projektet harmonerer ifølge pressemeddelelsen med den nationale Sundhedsreform fra 2024, der har til hensigt at decentralisere sundhedstilbud og bringe dem tættere på borgerne gennem blandt andet Sundhedsråd og større kommunal involvering i behandlingsforløb.
Enigt byråd bakker op
Beslutningen om at købe den såkaldte bygning 6, tidligere anvendt som børneafdeling, blev vedtaget enstemmigt i byrådet. I første omgang vil Næstved Kommune benytte stueetagen til at indrette faciliteter til kommunens rusmiddelenhed, mens resten af bygningen gradvist vil blive taget i brug, efterhånden som Region Sjællands funktioner fraflyttes.
“Første skridt er købet af bygning 6, hvor vi vil indrette faciliteter til vores rusmiddelenhed. Placeringen er central, og med tæt adgang til det eksisterende sygehus vil vores borgere få mulighed for en mere sammenhængende behandling på samme matrikel. Jeg er også glad for, at et enigt Sundhedsudvalg bakker op,” siger Jette Leth Buhl (SF), formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Næstved Kommune.
Kommunen vil nu undersøge mulighederne for at flytte yderligere sundhedstilbud til sygehusmatriklen, herunder Sundhedscenteret på Præstøvej.